I oktober 2010 prøvede vi for første gang at ultralydsskanne gederne for drægtighed. Der var nogle udfordringer : Line havde aldrig skannet en drøvtygger før, idet hendes hidtidige erfaringer kun havde omfattet hunde og katte. Skanneren var af en noget ældre dato og uden manual, og så var ultralydshovedet beregnet til rektalskanning af heste. Men det gik over al forventning !
Ud af de 13 geder, vi havde haft sat til buk, var 12 drægtige. Desværre var den tomme ged en, vi havde købt bukket i 2009, hvor hun dog ikke var blevet med kid. Og nu havde vi selv haft hende til buk 2 gange i længere perioder uden resultat - så nu ryger hun på slagteriet...
Gederne blev sat til buk 1. august og fostrene var allerede nu så store, at Line ikke havde nogen chance (i hvertfald med det udstyr) for at anslå antal. Så dommen blev + eller - drægtig, og jo heldigvis + hos næsten alle :o)
Da vi så afleverede skanneren igen på Aars Dyrehospital, fik Line at vide, at der da også var en anden gammel skanner med et måske mere brugbart ultralydshoved til udvortes skanning... Så den må vi så prøve næste gang - det går ofte lettest når man bruger ting til det de er beregnet til.
Nedenfor er der nogle billeder fra skanningerne - desværre af dårlig kvalitet, som ikke er blevet forbedret af at billederne er taget fra skærmen med kamera.

